Sara Hamming

About Sara Hamming

Performance artist, based in Copenhagen. I work with text, music and objects as choreography and vice versa, and very often with the audience as co-material; The scene is set on the body or in the middle of the mass; the audience is involved in a social sculpture, and are invited to think about their own role. Some of the works are serial and examine an issue from one, two, three or four angles.

ESSAY:WHOLE BODY TREATMENT

The following, is an essay – a performance text – on the work with Whole Body Treatment 1 – 4.
Scroll down for English translation of the text.

Nedenstående er et essay – en performance tekst – med regibemærkninger,
om arbejdet med Whole Body Treatment 1 – 4.

WHOLE BODY TREATMENT 1- 4

Midt på scenen står et bord og en stol. Der står en talemikrofon på stativ ved bordet.
Der er et blødt fokuseret lys midt på scenen.

Gå ind på scenen iført tætsiddende beige trikot og gymnastiksko.
I den ene hånd dette manuskript på løse ark,
i den anden hånd et glas vand.

Stil glasset, og læg teksten på bordet.
Gå helt frem til publikum og vis kroppen i kostumet frem.

Dette er mit kostume fra den seneste version af Whole Body Treatment.

Stryg hænderne ned langs mave og lår. Se rundt i publikum, og smil til publikum.

Gå tilbage til bordet, sæt dig på stolen ved bordet med front mod publikum.
Se ned i manuskriptet, se op på publikum.

Hmmm… jeg har læst tilbage i arbejdsnoterne fra 2009 og frem… og skrevet noget ned.
Jeg vil blande noterne op med lyd og musik fra forestillingerne. Ok?

Se op på publikum og smil.

Pause.

Whole Body Treatment er ikke helt nemt at udtale.
Jeg finder titlen både tiltrækkende og  frastødende.

Til dem der ikke har hørt om eller ikke har set forestillingen:
Det er en 1:1-forestilling.

Se op. Se på så mange som muligt i publikum.

Én person, som jeg kalder patikum, kommer på briksen!
Ordet patikum er en konstrueret neologisme, en blanding af patient og publikum. 
Patikum er altså en slags kentaur og har en dobbelt rolle, som scene og tilskuer.

Patikum får en sovemaske for øjnene…

Tag hænderne for øjnene.

….og derefter udspiller jeg et forløb og rundt om patikums krop med replikker, objekter, lyde og berøringer. Patikum ligger og skal ikke af sig selv gøre noget. De skal gøre enkelte ting når de bliver bedt om det, fx løfte hovedet og få en teatermaske uden på sovemasken.
Ellers bliver de bare rørt ved.

Apokalypselyd afspilles – lyden skal starte lige efter“rørt ved”.
Link til lydklip:
http://www.moribund.dk/wp-content/uploads/2015/05/01_Apokalypselyd.mp3

Smil til publikum mens lyden afspilles.
Lyden stoppes når den er på sit højeste ved ca
00:32.

Dette er en lydeffekt fra den seneste version af forestillingen – med undertitlen
teater på kroppen i teatret som jeg bruger til at teste lydniveauet med i begyndelsen af forestillingen.

Se op på publikum.

Jeg har lavet fire forskellige versioner af Whole Body Treatment siden 2010:
Én på Københavns Universitet som indledende teater/etik-eksperiment: Kunne det overhovedet lade sig gøre?
Én i Dansehallerne  –  som dans.
Én på Borgerservice – som service.
Én i teatret, det kan være alle mulige teatre: CaféTeatret, Teater Nordkraft etc.
– som teater på kroppen i teatret.

Forestillingerne er udviklet i et kontinuum – elementer fra en tidligere version vandrer ind i en ny version.

Pause.

I 2009 tænkte jeg at jeg ville lave noget for og på én der ligger ned.
Og jeg ville lave noget med detaljer og små bevægelser.

Jeg ville også lave noget med The Life of The Mind.

Jeg tænkte på forskellige ting.
Jeg tænkte bl.a på tankerne, hvor kraftfulde de er.
Jeg oplevede ofte dét at ligge i min seng om natten og have tankestorm.
I kender det! Det hele kommer brusende!

Se op på publikum.

Jeg tænkte: Hvis man kunne orkestrere dette brus, lave et musikalsk forløb med det, på en eller anden måde….

Se ud til højre side.

Jeg læste en artikel af en amerikansk psykolog  – eller social neuroscientist  – John Cacioppo som forskede i fysiske konsekvenser af isolation og ensomhed.
John Cacioppo  – som har et stort overskæg – har fundet ud af at den ensommes krop er i en konstant tilstand af stress! Niveauet af det inflammationsbekæmpende stresshormon kortison er konstant højt, og derfor vænner kroppen sig til det og genkender ligesom ikke kortisonen når den skal bruge den til at bekæmpe infektionssygdomme mv.

Jeg ville lave en performance til det isolerede individ.

Se op på publikum.

Det var oplagt at lægge publikum – senere patikum – på en briks.
For at få adgang til detaljen på kroppen.

Det måtte ikke handle om personen på briksen!

3. oktober 2010 fik jeg et vejskilt i hovedet, fik hjernerystelse og kom på research i relationen mellem en patient og klinikere og behandlere. Jeg mødte en røngtensygeplejerske, en hel del læger, en kranio-sakral-terapeut, en alexander-behandler, en neuropsykolog, en osteopat, en neurolog, en magnetisør, en rosenterapeut, en massør, en psykomotorisk terapeut, en tandlæge og en fysioterapeut.

Jeg kom til at tænke over professionaliseret omsorg, kropsbehandling, psykologi og wellness.

Jeg tænkte på terapi – med alt hvad det indebefatter – som noget, der kan gøre os afhængige og skrøbelige. Og få os til at betale en masse penge.

Jeg tænkt også på om der var nogle tanker som ikke var koloniseret  af nogen terapeutiske skemaer?

Jeg tænkte på om der fandtes noget, som ikke har en retning mod at forbedre eller optimere – mig?

Og om man kan se på noget, uden at relatere det til sin egen selvforbedring?

Se op på publikum.

Der var nogle ambivalenser…

Jeg tænkte på industrialisering og på privatisering af religiøsiteten og spiritualiteten.
Jeg læste om nogle religionsforskere der var overraskede. . . de troede, at der ville komme en sekulær periode fra 2009.

Jeg tænkte på at fare vild i sproget til at beskrive sit eget liv.
Jeg tænkte på sex-arbejde.
Jeg tænkte på kritik, på indadvendt og udadvendt kritik.
Jeg tænkte på hvad den gode hjælp er?

Pause.

Jeg var kommet ind på et lidt svært domæne…det følelsesbetonede domæne,
det private og personlige domæne, kort sagt: Det Kvindelige!

Pinligt!

Motoren der drev arbejdet, var spændingen ved at arbejde med den fælles hemmelige søgen efter sandhed og trøst.

Jeg tænkte på terapeutens eller behandlerens magt til at guide klienten/kunden/patienten ind i en ideologi. Jeg ledte efter en kontrakt med patikum som kunne tematisere denne form for magt.

Det var et problem at der ikke var noget symptom der kunne skaffe den konkrete patikum på briksen.

Prøvepatikum var forvirrede og efterspurgte et symptom.
Hvis ikke dramaturgien var:
Symptom, diagnose, behandling og kurering
– hvad var den så?

Jeg kom til et punkt hvor jeg ikke vidste hvad det hele overhovedet var!

Jeg lavede den første version på Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet i samarbejde med kropsdramaturger og konsulenter. Jeg lavede forsøg med forskellige indledninger for at skabe en tryghedskontrakt med patikum så de kunne observere forløbet i passende mental afstand, og for overhovedet at kunne komme i gang med et performativt forløb.

Fx
Jeg viser at jeg er bange, og håber at patikum så vil føle at det er OK at være bange.

Fx
Jeg rører forsigtigt ved patikums tøj. Jeg orienterer om at jeg er mest interesseret i overfladen, og så begynder jeg at bygge på denne overflade. Patikum kan respondere med en bevægelse i den modsatte retning – indad – eller de kan respondere med en parallel bevægelse – udad.

Fx
Jeg viser patikum nogle ting:
Jeg tager chanel-læbestift på, jeg tager mine høreapparater på (som jeg egentlig burde bruge hele tiden), jeg tager en guldhandske på, og med tommel- og pegefinger…

Mim at du holder galdeblæren mellem tommel- og pegefinger.

….tager jeg fat i en skriggrøn galdeblære der ligger på rekvisitbordet – og stikker den i en lomme i mit organbælte.

Mim at du stikker galdeblæren ned i organbæltet.

Det første man tænker på når der ligger en krop udstrakt foran én, er erfaringer.
Her er min krop, og der er patikums krop, og hvad sker der, og hvad er der sket,
i mellemrummet mellem de to kroppe. Hvad er fælles, og hvad er ikke fælles?

Det er lidt ligesom at sammenligne en tidligere version af sig en selv med en nuværende eller anden tidligere version, af sig selv.

Og der er, når man har en krop foran sig, den helt oplagte mulighed for at få nogle nye erfaringer.

I starten var jeg bekymret for patikums eventuelle seksuelle ophidselse.
En af mine konsulenter, en psykomotorisk terapeut, rådede mig til at træde tilbage fra briksen hvis en patikum blev seksuelt ophidset, og vente til det var drevet over, før jeg fortsatte. Senere blev vi enige om at jeg bare skulle fortsætte.

Bevægelser skal forresten være faste og have et klart mål og ikke være tøvende eller drillende hvis man vil være helt sikker på ikke at være erotisk opstemmende.
I starten var jeg meget opmærksom på ikke at lukke nogen former for erotik ind, nu ser jeg lidt anderledes på det.
Der må gerne være en lille smule erotik til stede.

Drik af vandglasset. 

Pause.

Jeg er sådan en slags distributør, dirigent og objekt.

Pause.

Der er et stort blindt område som jeg ikke kan kontrollere, og det er hvordan jeg fremstår!

Jeg barberer mig ikke under armene, det bliver vist set på som et ret radikalt udtryksmiddel!
Jeg lavede en prøve med en underviser på universitetet som kaldte mig en makeup-artist.
Der er flere der har spurgt om jeg var nøgen under forestillingen.
Jeg ved ikke om jeg ville have kunne lave det her projekt hvis jeg var en mand.

Whole Body Treatment afføder måske en Ekstrablads-effekt for patikum der kan tænke:
Godt, at det ikke er mig der er så underlig”.

For mig er det en slags selvportræt: The Sara Hamming Method!

I 2011 læste jeg psykologen Donald Winnicotts Leg og Virkelighed hvori han beskriver barnets udvikling i relation til objekter. Fx moderes bryst, som barnet først relaterer til som næsten sig selv, og som det senere hen “ødelægger”. Og hvis alt går vel, erfarer barnet at brystet stadig er der – og nu kan det bruges!

Barnet kan også acceptere at objekter er tvetydige, til en vis grad, og at de befinder sig i forskellige afstande af barnet, forsvinder og dukker op igen.

Jeg ville – og vil – gerne være et objekt der kan bruges!

Der er en vis nydelse i at objektificere sig selv. Det er ligesom at koge et æg for at kunne spise det, holde om det, eller skære det i skiver.

Pause.

Forestillingen/behandlingen/servicen/opdragelsen virker
når barnet/kunden/patienten/patikummet kan klage over opdragelsen/servicen/behandlingen/forestillingen.

Nogle andre vigtige objekter i forestillingen er et organsæt som skulptøren Delphine Bechard har lavet: Organerne medierer mellem indre og ydre. Organerne er på samme tid noget helt personligt og meget fælles. De er videnskabelige og sexede.

Patikums mulighed for at lave billeder af organerne afhænger af hvor beskrivelsen af dem befinder sig på detaljeringskurven: Ordet organ giver et diffust billede af en rundagtig ting af blankt kød, uden hud, der pumper noget frem og tilbage. Hvorimod lever giver et billede af et blankt mørkerødt organ der er formet som Palæstina der ligger ned. Længere nede på detaljeniveau skal man måske være fagperson for at skabe billeder. Hvem ved fx hvordan galdegangen ser ud?

Se spørgende op på publikum.

I alle fire versioner har der været en organanatomi-time hvor jeg lægger organer på patikums krop og forklarer hvad organerne skal bruges til.

I den seneste version, holder jeg – med brug af organerne –  et lille foredrag om
The State of the World. Organerne danser hip-hop på kroppen efter foredraget.

Det er oplagt at bruge organerne til at snakke om hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er virkeligt. Hvad der er fælles og ikke-fælles.

I det her kropslige format bliver metaforer endnu mere virkelige, og man kan høre hvordan der er små forskelle på forskellige sprog.

Der er fx en scene hvor jeg spørger patikum:
Kan vi bruge mavefornemmelsen til noget? Og så tager jeg fat i mavesækken.
I den engelske version spørger jeg:
Can we rely on our gut feeling? Og så tager jeg fat i tarmene.

En anden form for virkelighed der kan skabes i forestilligen, er at man momentant og kinæstetisk, kan forestille sig at være en anden, og tænke gennem en anden.

Der har yderligere, hele tiden, været mulighed for at en tredje person kunne være til stede
– på to forskellige måder:
1) At en tredje person deltager som rekvisit og pludselig kommer ind ad døren.
2) At patikum ikke kan stole på mig, at jeg pludselig hælder noget – fx ketchup – ud over dem.

Det har at gøre med følelsen af at vide, eller ikke at vide, hvem der rører ved én.
I mørket er der en hånd der griber efter dig, vil hånden rive et eller andet ud af dig?

Men det ser ud til at patikum glemmer at jeg kigger på dem.

Se rundt i publikum, studér publikum indgående.

Det er Forholdet der er genren: Det Umulige Forhold!
På Borgerservice prøvede jeg at kalde det
en ud-af-kroppen-og-ind-i-hovedet-på-den-anden-oplevelse.

Man kan også sige at det er en samtale eller et forsøg på at skabe en nutid.
Det har også noget at gøre med empati, som har meget at gøre med konkrete fysiske størrelser:
Hvad der er stort, og hvad der er småt. Hvad der er tæt på, og hvad der er langt væk.

De tre første versioner af forestillingen inkluderede spisning af en stor portion spaghetti med
tomatsovs på maven af patikum. Patikum blev dækket op med dug og service.
Bl.a. denne spise-scene var en symbolsk forlængelse af et tabu ved en person.

Se op på publikum.

Det meget konkrete er meget vigtigt…Der optræder et æble!

Se op på publikum.

Jeg blankpolerer æblet….

Lav hurtige håndbevægelser frem og tilbage som om du holder om et æble og polerer æblet mod et lår.

….på patikums lår, og bagefter spiser jeg æblet. Så kan patikum høre, at det var et æble, der blev gnedet mod deres lår.

Jeg skal sige mere om den rolle som research spiller og har spillet.
Det var et overskæg som skabte forbindelse mellem to researchperioder! Jeg kunne ikke længere bruge John Cacioppo til noget, så jeg gik over til forfatteren og filosoffen Elias Canetti.

De to havde heldigvis den samme slags overskæg, så jeg kunne hoppe fra den ene overskægs-spids til den anden.

Canetti – som er ret populær for tiden – har i bøgerne Masse og Magt skrevet mange fine ting som er lige til at snuppe. Han skriver fx om hånden…

Løft højre hånd, spred fingrene, knyt hånden sammen.

….som magtmiddel og gribeinstrument. Og om det at ligge ned. Og om hvordan den melankolske tilstand kan sammenlignes med at være ved at blive spist.

Jeg skal lige tilføje at jeg ikke haft det helt godt med næsten kun at referere til mandlige videns-autoriteter. Men jeg har fået skabt balance, med Margaret Thatcher, Ophelia og mig selv, som nogle hovedkarakterer i den seneste version.

Jeg kan godt lide det hverdagslige i rammerne omkring forestillingen, det er lidt ligesom at shoppe:
Patikum kommer ind kl fx 15, de indledende øvelser, op på briksen, der sker ting og sager, efterfølgende betaling, færdig. Bum bum!

På et tidspukt  – engang i 2012 tror jeg – hvor jeg havde haft mange problemer med teatrets krav om handlingen, tiden og stedets enhed, ændrede jeg genren til dans, i versionen til Dansehallerne hvor der var et stort fjedrende dansegulv.

Hot Chocolate: You Sexy Thing, afspilles
https://www.youtube.com/watch?v=aOl4oeHZnBk

Sid helt ubevægelig mens musikken spiller, og se på publikum.
Musikken stoppes lige efter “How did you know I needed you so badly?” ved 00:59 min.

Til den her sang dansede jeg for patikum og svingede med håret så det svirpede ind over deres krop.

Jeg har tit håbet at selve stedet hvor jeg spillede, ville blive behandlet og få det godt efter en Whole Body Treatment.

På Borgerservice var der nogle virkelig gode ready-made rekvisitter og effekter der var lige til at bruge. Patikum skulle trække et nummer i en skranke og vente ved bord nummer 10 på at blive hentet og bragt til kontor B167. Undervejs i forestillingen kunne jeg åbne døren til kontoret,
så kunne patikum høre en sagsbehandler gå forbi ude på gangen.

Man kan se en trailer på http://www.moribund.dk/whole-body-treatment/whole-body-treatment-3-pa-borgerservice/. En borger er på briksen på Borgerservice Snekkersten som ligger i Prøvestenscenteret.

Jeg har lært af Winnicott at hvis en behandling skal virke, skal den være kreativ.

Jeg har været inspireret af Rosenmetoden der i høj grad beskæftiger sig med kroppens historicitet, og af genkaldelsesterapi og regressionsterapi der beskæftiger sig med at have været en anden.

Jeg må indrømme at jeg har været både fobisk og fascineret.

Terapi-industrien kan blive ved med at sælge produkter til én, men det er ikke til at vide om man får det bedre, eller om man bare får det anderledes.
Man kan sige at det er en konstant skabelse.

Jeg har skiftet mening om utrolig mange ting. Jeg er vendt tilbage til et standpunkt. Og herefter er standpunktet ligesom forsvundet og blevet irrelevant.

Der er et turkis frotté-lagen på briksen, og det er vigtigt at patikum ligger godt!

Canetti skriver om den liggende stilling:
Den liggende stilling er en afvæbning af mennesket. Et utal af handlinger, holdninger og positurer, der helt og holdent bestemmer en i oprejst stilling, aflægges som man aflægger klæder, som om disse ting, det normalt lægger så stor vægt på, i virkeligheden slet ikke hørte til det 1).

Cindy Lauper: When you were Mine, afspilles på højt lydniveau!
https://www.youtube.com/watch?v=nRUd247zj44

Sid helt ubevægelig og se på publikum, mens musikken spiller.
Musikken stoppes lige efter“You didn’t have the decency to change the sheets” ved 1:01 min.

Med det her nummer tænkte jeg at jeg ville bygge en danse-energi op indeni som patikum kun kunne tænke ud.

Jeg tror at der er god mulighed for at blive pinligt berørt, og mistænksom, over for agendaen.
Den skjulte agenda! Er den nærmest lidt hekseagtig?

Hvilke fordomme har jeg selv om mit “tema” og om mit forhold til patikum?

Den kritik jeg først formulerede af det terapeutiske paradigme, har forekommet fuldstændig irrelevant, og så er den vendt tilbage som alle mulige former for ambivalenser. Måske er det et spørgsmål om ikke at være bange for kreativ magt? Og for selv at tage magt?

Under alle omstændigehder er det ikke et renset univers.
Der er ikke blevet ryddet op, og der skal heller ikke ryddes op!

Og Winnicott skriver:
Hvis objektet skal kunne bruges, skal det for eksempel, være virkeligt i den forstand, at det er en del af en fælles virkelighed, og ikke et bundt projektioner. Jeg tror, det er det, der udgør den store forskel mellem relatering og brug 2).

Pause.

En grøn ballon, en globus, en pengeseddel fra Kenya.

Pause.

Forvandling, renselse, opløftelse, hengivelse, udslettelse.
Eller skabelse, destruktion, forøgelse, formindskelse, forandring og at skifte plads.

Løft vandglassetlangsomt drik af glasset, og stil glasset på bordet.

Når først man har sagt at kroppen er en scene, er det den mest oplagte scene.

Man skal selvfølgelig bytte om på ekspressivitet og taktilitet.

Se op på publikum.

Benenes indhold bliver rørt til dans, eller der udspiller sig en dans på benene.

Jeg har forsøgt mig med at indføre alt muligt i det væv af associationer og erfaringer der udfolder sig som konsekvens af det at have en krop.

Koreografien – fra min side – er i høj grad at dosere tidrummet og skabe impuls til patikums tanker som er en tekst der kører. Jeg ved ikke hvad der står i den tekst. Jeg får nogle tegn:
lidt sved på overlæben, en trækning ved munden eller et smil. Et albueled der er blødt.

Et par hænder der ligger helt stille, er forresten meget smukke.

Jeg tænkte på et tidspunkt at jeg ville spille på Københavns ældste bordel.

Jeg ville også meget gerne spille på Gamle Scene på Det Kongelige Teater når nu den alligevel stod tom.

Jeg har også tænkt at jeg ville lave en version af forestillingen som kun skulle spilles for
Magtfulde Personer. Det ville have været godt hvis borgmesteren i Helsingør havde været den første på briksen i Whole Body Treatment på Borgerservice.

Jeg har tænkt på en version i et fitness-center.

Jeg har tænkt på en version i det nye supermarkede på Jagtvej – Kiwi hedder det. Posthuset på Jagtvej er flyttet ind i supermarkedet. Posthuspersonalet står tæt ved udgangen til supermarkedet og langer pakker over disken. Køen til posthuset står i indgangen til supermarkedet og ud på gaden. Hvis der er et lille baglokale, kunne jeg lave Whole Body Treatment dér.

Jeg har også tænkt på en version som jeg laver som et portræt af og til én patikum.
Andre kan siden hen også opleve denne version.

Jeg har også tænkt på en version hvor jeg tager hjem til patikum.

Den seneste, fjerde version har som sagt undertitlen teater på kroppen i teatret.
Jeg ville have det til at handle om teatrets brug af politiske og sociale temaer – som varer!
Lidt ligesom åndelig og følelsesmæssig udvikling som varer i de første versioner.

Jeg ville også være cool og beskæftige mig med noget politisk.
Jeg var træt, at det der med forholdet og det terapeutiske!

Jeg ville se på hvordan teatret gennem historien har stræbt efter at være moralsk forbedrende.

Det prøver jeg at gentage i en sekvens af små scener hvor patikum og jeg tager forskellige teatermasker på.

Der er fx en scene – Ophelia-scenen – hvor jeg græder og hulker på patikums mave. Det er rigtigt skuespil!

Og der er en scene hvor patikum er politisk aktivist på briksen.

Der er også en scene hvor patikum får lov til at røre ved mine muskler!

Løft højre arm, og spænd overarmsmusklen indtil den begynder at ryste.

Jeg tænkte på følelser som kollektive og rumlige størrelser snarere end individuelle tilstande.

Jeg tænkte på afmagt og magtesløshed og på melankolien (den har forresten været med i alle versioner af forestillingen) og på håb om forandring.

Jeg tænkte på idéen om at have overblik.

Νέμης: Η ώρα της Ξενάγησης, afspilles
https://www.youtube.com/watch?v=qgeJ-ykCE50

Se ned i bordet. Rok på stolen, og vip med fødderne i takt til musikken.
Se af og til op på publikum. Musikken stoppes ved ca 1:25 min.

Det er dét hip hop-nummer som organerne danser til – det er fra Grækenland.
Og der er ikke mange der kan lide det.

Jeg er ret tilfreds med at der ikke er nogen vidner til patikums reaktioner.
Det er ikke vigtigt om de griner på de rigtige tidspunkter,
eller smiler that knowing smile.

Der er jo bare en tjener tilstede, en executrix.

Jeg er interesseret i hvordan det billlede som patikum har af mig, ændrer sig undervejs.
I starten af forestillingen, inden patikum kommer på briksen, varmer jeg op og fortæller om de etymologiske rødder i gammelengelsk for ordene whole, body og treatment.
Jeg kombinerer etymologi og opvarmning så patikum også kan bruge min krop som reference undervejs.

Jeg er interesseret i hvilket billede patikum har af mig når forestillingen slutter.

Se op på publikum!

Jeg tilbyder en vare. Og jeg tilbyder min arbejdskraft ret billigt. Billetterne har altid været billige. Måske burde jeg forære dem væk?

Se spørgende på publikum. 

Pause.

Peg på manuskriptet.

Jeg har et par noter mere.

Jeg skal i gang med Whole Body Treatment 5.

Jeg tænker på hvad klar tale er?

Jeg tænker på nydelse.

Saml arkene i manuskriptet ved at slå dem mod bordet.
Stå op, tag manuskript og glas.
Gå ud.

Litteraturliste:

1) Canetti, Elias, Masse og Magt bind 1 og 2, oversat af Karsten Sand Iversen,  Rævens Sorte Bibliotek 1996 (citatet er fra s. 160 i bind 2)

2) Winnicott, W. Donald, Leg og Virkelighed s. 140, oversat af Bjørn Nake, Hans Reitzels forlag 2003 (citatet er fra s. 140)

Se www.moribund.dk for kropsdramaturger, konsulenter og bidragsydere til Whole Body Treatment.

wbt2_risk     nMJep

WHOLE BODY TREATMENT

Performance essay with stage directions, on the performance Whole Body Treatment,
versions 1- 4

In the middle of the stage are a table and chair. There is a speech microphone on a stand by the table. 

A softly focused spot lights the center of the stage. There are no light shifts. Music cues are given to a technician during the performance. Alternatively, the sound could run from a computer on the table. 

The manuscript is read aloud through the microphone.

_

Enter stage wearing tight fitting flesh-colored tights and sneakers, with manuscript on separate sheets in one hand. In the other hand is a glass of water. 

Place the glass and the manuscript on the table. 

Approach the audience. 

This is my costume from the latest version of Whole Body Treatment.

Show your body in the costume stroking hands down the stomach and thighs. Look at the audience and smile shyly.

Go back to the table, sit down by the table facing the audience. Look at the manuscript on the table then look at the audience.

Hmmm…I have read back into the working notes from 2009 onwards … and I wrote a few things down.

I will mix the notes up with sound and music from the performances. Ok?

Look at the audience and smile.

Pause.

Whole Body Treatment  is not entirely easy to pronounce.
I find the title both attractive and repulsive.

For those who haven´t heard of or seen it Whole Body Treatment is a one-on-one performance.

Look up. Look at as many as possible in the audience.

One person I call audient1) climbs on the massagetable. The word audient is a designed neologism, a mixture of audience and patient. The audient is a kind of centaur and has a double role as both stage and audience.

The audient is blindfolded with a sleeping mask…

Place both hands in front of your eyes.

… and I do the performance on their body. The audients are required to do only a few tasks for the logistics to run smoothly, for example lift their head in order to get a theater mask on top of the sleeping mask. Otherwise, they are just being touched.

Apocalyptic sound effect is played here. Give a sign for the sound to start right after the word “touched”. 

Link to audio clip: http://www.moribund.dk/wp-content/uploads/2015/05/01_Apokalypselyd.mp3

Smile at the audience while the sound effect is playing. Give a sign for the sound to stop when it is at it´s loudest at approximately 00:32.

This is a sound effect from the latest version of the performance subtitled Theater on the Body in the Theater which I use to test the sound level at the beginning of the performance.

Look at the audience.

I have made four versions of Whole Body Treatment since 2010 at different locations:

The University of Copenhagen – as initial experiment: Was it possible?
Dansehallerne – as Dance.
Social Service – as service.
In various theatres – as theater on the body in the theater.

The performances are developed in a continuum – elements from a previous version cross into a new version.

Pause.

In 2009, I started thinking that I wanted to make something for someone who was lying down.
I wanted to make details and small movements. I also wanted to do something in The Life of The Mind.

I made some experiments on a table – with Tine.

I thought of different things. I was thinking in particular of the mind, how powerful it is.

I often experienced thought storms whilst lying in bed at night. You know, it all comes roaring!

Look at the audience.

I thought, if one can orchestrate that roaring, and make a composition in some way….

I read an article by an American psychologist, or social neuroscientist, John Cacioppo – who researched the physical effects of isolation and loneliness. John Cacioppo – who has a large mustache – found that the lonely individual is in a constant state of stress! The level of the inflammation-fighting stress hormone cortisone, is constantly high and therefore the body gets used to it and doesn´t recognize the cortisone when it needs it to fight infectious diseases.

I wanted to make a performance for the lonely individual.

Look at the audience.

It was obvious to lay the audience – later audient – on a massage table, in order to access the details of the body.

It should not be about the person on the massage table!

On October 3rd 2010, a road sign fell on my head resulting in concussion. I then began a research journey into the relation between a patient and clinicians and therapists. I met a radiologist, quite a few doctors, a cranial sacral therapist, an Alexander technique therapist, a neuropsychologist, an osteopath, a neurologist, a magnetic field therapist, a Rosen Method therapist, a masseur, a psychomotor specialist, a dentist and a physiotherapist.

I came to think about professionalised care, body therapy, psychology and wellness.

I thought of therapy, with all that it encompasses, as something that can make us dependent and frail.

And, make us pay a lot of money.

I was wondering if there were ANY thoughts that were not colonised by therapeutic technologies?

I was wondering if there was ANYTHING that does not have intension to improve or optimise me?

And if one can LOOK at anything without relating it to ones own self-improvement?

Look at the audience.

There were some ambivalences…

I thought of industrialisation and privatisation of religiosity and spirituality. I read about some religion scholars who were surprised. . . they thought that a secular period would have begun from 2009.

I thought of getting lost in the language to describe ones own life.

I thought of sex work.

I thought of criticism – outward and inward criticism.

I was wondering WHAT good help is?

Pause.

I had entered a difficult domain; the emotional, private and personal domain, in short;
THE FEMININE.

Embarrassing!

The motivation was partly the excitement of working with the common secret quest for truth and consolation.

I thought of the therapist’s power to guide the client / customer / patient into an ideology.
I was looking for a contract with the audient which could thematise this kind of power.
It was a problem that there was no symptom that could get the audient on the massage table.The test audients were confused and sought after symptoms. If the dramaturgy was not; symptom, diagnosis, treatment and cure, what was it then?

I came to a point where I did not know what it all was!

I made the first verson of Whole Body Treatment at Theatre and Performance studies at the University of Copenhagen in collaboration with body dramaturges 2) and consultants. I made experiments with different introductions in order to establish a safety contract with the audients so that they could observe at an appropriate mental distance and in order to start a performance process:

e.g.
I show that I am afraid, and hope that the audient feels that it is OK for them to be afraid too.

e.g.
I touch the audients clothes. I let them know that I am mostly interested in the surface, then I start building on the surface. The audient can respond with a movement in the opposite direction – inwards, or they can respond with a parallel movement – outwards.

e.g.
I show the audient some objects; I put Chanel lipstick on, I put on my hearing aids (which I really ought to use all the time), I put a golden glove on and with thumb and forefinger ….

Mime that you hold the gallbladder between thumb and forefinger.

… I grab a bright green gallbladder from the prop table – and stick it into a pocket in my organ belt.

Mime sticking the gallbladder into the organ belt.

The first thing you think of when you see a body stretched out in front of you is experience.

Here is my body and there is the body of the audient, what happens and what has happened in the space between the two bodies. What is common and what is not common?

It is a bit like comparing an earlier version of yourself to a current or a another earlier version of yourself.

And, when you have a body in front of you, you have the ideal opportunity to get new experiences.

Initially, I was worried about the audients possible sexual arousal. A psychomotor specialist advised me to step back from the couch  if the audient got sexually aroused and wait until it had passed before I continued. Later, we agreed that I should just continue.

Movements should, by the way, be firm and clear and not be hesitant or teasing if you want to be absolutely sure not to be eroticly arousing. Initially, I was very careful not to let in any eroticism, I see it a little differently now.

A little bit of eroticism is ok.

Look at the audience. Sip water from the glass.

Pause.

I´m a kind of distributor, conductor and object.

Pause.

There is a huge blind area, which I can not control, and that is how I appear.
I don´t shave my armpits, it is i I think viewed as a rather radical means of expression!
I did a test with a lecturer at The University of Copenhagen who called me a make-up artist.
Several people have asked if I was naked during the show?
I do not know if I would be able to make this project if I were a man.

Whole Body Treatment does perhaps create a sensational effect for the audient: “THANK GOD, I´m not that strange!”

For me it is sort of a self portrait; The Sara Hamming method!

In 2011 I read the psychologist Donald Winnicott´s “Playing and Reality” on the child’s development in relation to objects. For example, the mothers breast that the child first relates to as almost itself and then later “destroys”. And if all goes well, the child learns that the breast is still there – and now it can be used!

The child can also accept that objects are ambiguous, to some extent, and  that they are located at different distances from itself, and that they disappear and reappear.

I wanted – and want to – be an object that can be used!

Objectifying oneself holds a certain pleasure. It’s like boiling an egg in order to be able to eat it, hold it, or cut it into slices.

Pause.

The performance/treatment/service/upbringing works when the child/client/patient/audient can complain about the upbringing/service/treatment/performance.

Some other important objects in the show are a set of organs, which sculptor Delphine Bechard has made. Organs mediate between inner and outer; The organs are very personal and very common at the same time; They are scientific and sexy.

The audients ability to make images of the organs, depends on where the description of them is located on the detail level curve. The word “organ”, for example, gives a diffuse image of a roundish thing made out of glossy meat and without skin, which pumps back and forth. Whereas “liver” gives an image of a glossy dark red organ shaped like Palestine. Further down the curve one should perhaps be a professional in order to create images. Who knows, for example, what the bile duct looks like?

Look questioningly at the audience.

In all four versions there has been an anatomy lesson, in which I place the organs on the audients body and explain what their functions are. In the latest version, I do a small lecture on The State of the World using the organs, which dance hip-hop style on the body after the lecture. The organs are usefull to talk about what is common and non-common. And what is real and what is not real.

Metaphors appear very real in this bodily performance and one can hear how there are slight differences in different languages.

There is for example a scene in which I ask the audient: “Is our stomach feeling of any use?” And then I grab the stomach. In the English version I ask: “Can we rely on our gut feeling?” And then I grab the intestines.

Another form of reality which can occur in the performance, is that one momentarily and kinesthetically can imagine to be someone else.

There has also always been the possibility that a third person could be present in two different ways:
That a third person could suddenly enter the room.
That the audient can not trust that I do not suddenly pour – for example ketchup – over them.

It has something to do with the feeling of knowing or not knowing who touches you.
In the darkness there is a hand that grabs you. Will that hand tear something out of you?

But it seems that the audients forget that I look at them.

Look around at the audience, study the audience in detail.

The relationship is the genre; The Impossible Relationship!

At Social Services I called it An Out of the Body and into the Mind of the other-Experience.

One can also say that it is a conversation or an attempt to create a present. It also has something to do with empathy. And, it has much to do with actual physical sizes; What is big and what is small? What is close and what is far away?

The first three versions of the show included the ingestion of a large portion of spaghetti with tomato sauce on the belly of the audient. The audient was set with tablecloth, plate and cuttlery.  This dining scene was a symbolic extension of a taboo surrounding a person.

Look at the audience.

The concrete is very important. An apple appears!

Look at the audience.

I polish the apple . . . .

Rapid hand movements back and forth as if you hold an apple and polish it against a thigh.

… on the audient´s thigh and then I eat the apple. The audient then hears that it was an apple that was rubbed against their thigh.

I shall say more about the role that research plays and has played: it was a mustache which made the connection between two research periods! I could no longer use John Cacioppo, so I went to the writer and philosopher Elias Canetti. The two luckily had the same kind of mustache, so I could jump from the one mustache tip the other. Canetti has written many fine things in the book Crowds and Power – ready to snatch. He writes, for example, about the hand …

Raise your right hand up, spread your fingers then clench your hand into a fist.

… as a power tool and a gripping instrument. And he wrote about the lying position and how the melancholic state can be compared to being eaten.

I must add, that I have not felt entirely comfortable referring to solely male knowledge authority. But I´ve created balance by incorporating Margaret Thatcher, Ophelia and myself as some of the main characters in the latest version.

I like the everyday atmosphere surrounding the performance, it´s a bit like shopping; The audient arrives at 3pm for example, the introductory exercises, things happen on the couch, subsequent payment done.

Bish bosh.

At some point – in 2012 I think – when I´d had many problems with the demand of action, time and place unity from the Theater, I changed the genre to Dance in the version for Dansehallerne in Copenhagen where there was a large sprung dance floor.

Hot Chocolate; You Sexy Thing, is played
https://www.youtube.com/watch?v=aOl4oeHZnBk 

Sit completely motionless while the music plays and look at the audience. Give sign for the music to stop right after “How did you know I needed you so badly”.

To this song, I danced for the audients and swung my hair so it flicked onto their body.

I have often hoped that the very place where I performed Whole Body Treatment would be left with a sense of wellbeing.

At Social Services there were some really good ready-made props and effects available to use.

Audients drew a number from a desk by the entrance and waited at table number 10 to be picked up and brought to the office B167. During the show I could open the door to the office so that the audient could hear a caseworker walking past in the corridor.

You can see a trailer on http://www.moribund.dk/whole-body-treatment/whole-body-treatment-3-pa-borgerservice/. A local audient is on the couch at Social Services Snekkersten.

I have learned from Winnicott that a treatment must be creative in order to work.

I have been inspired by Rosen Theraphy which deals with the body’s historicity and with regression therapy which deals with having been another.

I must admit that I have been equally phobic and fascinated.

The therapy industry can continue to sell products to one, it is uncertain if you end up feeling better or just different, so it is a constant creation one can say.

I have changed my mind on many things. I have returned to a point of view. But then the standpoint has disappeared and become irrelevant.

There is a turquoise flannel sheet on the couch and it is important that the audient is comfortable.

Canetti writes about the lying position: “A man lying down is a man disarmed. All the things over which he normally takes so much trouble and which, when he stands upright, make him what he is – his bearing, his habits and all his activities – are laid aside like his clothes; it is as though they ceased to be part of him”3).

Cindy Lauper; When you were Mine, is played at high volume
https://www.youtube.com/watch?v=nRUd247zj44 

Sit completely motionless and look at the audience while the music plays. Give a sign for the music to stop right after “You didn´t have the decency to change the sheets”.

I wanted this song to build a dance energy up inside the audient, which they could only THINK out.

I think that there is a good possibility of being embarrassed and suspicious of the agenda.

The hidden agenda! Is it almost a little witch-like?

What prejudices did I have about my “theme” and my relationship with the audient?

The criticism of the therapeutic paradigm which I first formulated has occurred completely irrelevant – then it has returned as all kinds of ambivalences. Perhaps, it is a question of not being afraid of creative power and of taking power.

In any case it is not a clean universe. It has not been tidied up, and it should not be tidied up!

AND Winnicott writes:

“For instance, the object, if it is to be used, must necessarily be real in the sense of being part of shared reality, not a bundle of projections. It is this, I think, that makes for the world of difference that there is between relating and usage”4).

Pause.

A green balloon, a globe, a banknote from Kenya.

Pause.

Transformation, cleansing, upliftment, devotion, annihilation. Or creation, destruction, increase, decrease, change and changing place.

Raise the glass of water – slowly – drink from the glass and put the glass on the table.

Once you have said that the body is a scene, it’s the most obvious scene.

Of course one must reverse expressiveness and tactility.

Look at the audience.

The contents of the legs are moved to dance, or,

with an aristocratic voice…

“a dance is carried out on the legs”.

I have tried to inject all sorts of things in the web of associations and experiences which unfold as a consequence of having a body.

The choreography – for my part – is very much, to dose the time and to create impulse for the audients thoughts which is a text that rolls. I don´t know what is written in that text. I get some signs; A little sweat on the upper lip, a twitch of the mouth, a smile or an elbow joint which is soft.

By the way, hands lying still are very beautiful.

I thought at one point about playing at THE OLDEST BROTHEL IN COPENHAGEN.

I would also VERY MUCH LIKE, to play at the Old Stage at the Royal Theatre now that it stands empty.

I have thought about a version of the show, that would only play for POWERFUL PEOPLE.

It would have been good if the mayor of Elsinore had been the first audient on the couch in Whole Body Treatment at Social Services.

I have thought of a version in a FITTNESS CENTER.

I have thought of a version in the new supermarket on Jagtvej in Copenhagen, it´s called KIWI.

The post office at Jagtvej has moved into the supermarket. The post office staff stand close by the entrance of the supermarket and hand packages over the counter. The queue for the post office stands by the entrance to the supermarket and out onto the street. If there is a small back room, I could make Whole Body Treatment there.

I have thought of a version that I would do as a PORTRAIT of just one person.

Other audients may later also experience this version.

I have also thought about a version where I visit audients in their homes.

The fourth and latest version has the subtitle “theater on the body in the theater”. I wanted it to problematise the theater’s use of political and social themes as goods.

I wanted to be cool too and deal with something political. I was tired of  “the relationship” and “the therapeutic”.

I wanted to look at how the theater throughout history has strived to morally improve people.

That I try to remake in a sequence of small scenes in which the audient and I wear different theater masks;

In The Ophelia scene in which I cry and sob on the audient´s belly. It is real acting!

And there’s a scene where the audient plays a political activist on the couch.

There is also a scene where the audients are allowed to touch my biceps!

Lift the right arm and tighten the bicep until it starts shaking. Hold it a bit.

I thought of emotions as collective and spatial rather than individual states.

I thought of helplessness and powerlessness and melancholy (the latter has, by the way, been present in all versions of the performance) and of hope for change.

I thought of the idea of ​​having overview.

Νέμης; Η ώρα της Ξενάγησης, is played
https: //www.youtube.com/watch? V = qgeJ-ykCE50

Look down. Rock back and forth on the chair and tap your feet to the rhythm.

Look back up at the audience a few times during the song.

This is the hip hop track that the organs dance to, it is from Greece and there aren´t many people who like it.

I like the fact that there are no wittnesses to the audients´ reactions. It´s not important if they laugh at the jokes or smile that knowing smile.

There’s just a servant present, an executrix.

I´m curious about how the audients´ image of me is changing during the performance.

In the beginning of the performance, before the audient gets on the couch, I warm up and explain the Old English etymological roots of the words whole, body and treatment. I combine etymology and warm up, so that the audient can use my body as a reference during the performance.

Look at the audience!

I offer a product. And I offer my labor quite cheap. The tickets have always been cheap.

Maybe I should give them away for free?

Look questioningly at the audience.

Pause.

Point at the manuscript.

I have a few notes remaining.

I´m about to start Whole Body Treatment 5.

I think of  what clear speech is.

I think of pleasure.

Stand up, pick up the manuscript and glass. Leave the stage.

 

Notes:

1) The neologism I constructed for the Danish version is patikum, a mixture of “patient” meaning patient and “publikum” mening audience, merely suggesting patient. The English neologism audient emphasises the listener perspective and that is fine with me.

2) The word body dramaturge (in Danish kropsdramaturg) is a another constructed word/neologism for Whole Body Treatment, meaning a dramaturge who reflects on the dramaturgy with the body.
See www.moribund.dk for contributors and consultants to Whole Body Treatment.

3) Canetti, Elias, Crowds and Power  p. 390

Victor Gollancz, 1962

4) Winnicott, D. W. Donald, Playing and Reality p. 118

Taylor and Francis, 2012

 

Read more about John Cacioppo at: http://psychology.uchicago.edu/people/faculty/cacioppo/